Flot weekend for FIF Hillerød
Medaljer til både veteraner og ungdom

Ved lørdagens danske mesterskaber i veteranatletik for hold, som afvikledes på Ballerup atletikstadion, vandt det kombinerede hold fra FIF Hillerød/Helsingør IF en overraskende sølvmedalje i Øst-kredsen. Holdet scorede 8.762 point i de 12 discipliner, som en holdkamp består af. I den samlede landsturnering blev holdet en flot nr. 5 ud af 12 hold.

Holdet bestod af Nicolaj Sørensen, Jane Andersen, Hans Olsen, Flemming Orneborg, Hentie Swiegers, Karin Louise Swiegers og Knud E Pedersen, fra FIF Hillerød, samt Claus Heltbech og Viggo Svenningen fra Helsingør IF.

Dagen efter skulle klubbens ungdommer konkurrere ved de østdanske holdmesterskaber for ungdom på Bagsværd Stadion. Vi havde samlet 4 hold: to i Mix 10-11 år og to i Mix 12-13 år.

I gruppen Mix 10-11 år scorede det ene hold 5.930 point, hvilket resulterede i en 2. plads og en flot sølvmedalje. Vores andet hold scorede 4.819 point og fik en fin 6. plads.

Vores to hold i Mix 12-13 år klarede sig ligeledes godt. Med 4.413 point hentede det ene hold en 3. plads og en bronzemedalje, men var tæt forfulgt af vores andet hold, der med 4.131 point tog 4. pladsen.

Af fine individuelle resultater for de 10-11 årige kan nævnes: Solveig Schultz med 9,87 sek. på 60 m og 1,19 m i højdespring. Anne Katrine Larsen scorede ligeledes mange point med 3,98 m i længdespring og 36,24 m i boldkast. Ruben Brandt løb en fin 60 m i tiden 9,67 sek., og Elias Barre Pedersen og Axel Vang Christensen løb gode tider på 1000 m med henholdsvis 3.35,30 min. og 3.37,06 min. 

Hos de 12-13 årige løb Maria Kragh 80 m på 11,39 sek., og Dagmar Madsen viste stor styrke i kuglestød, hvor resultatet blev 9,74 m. Stafetten på 4x80 m blev en tæt affære mellem de to Hillerød hold, men i sidste ende blev det Jeppe Crandal, Rose-Marie Goodchild, Wilma Winther og Maria Kragh, der trak det længste strå og krydsede målstregen 3/100 af et sekund foran Marco Poulsen, Dagmar Madsen, Ingeborg Brett og Alberte Michelsen.

Resultater fra ungdomsstævnet kan finds her.

Billeder fra begge stævner kan ses i Michael Hyllesteds galleri.


Skrevet den 23. september 2014