Monaco Run 5K
Axel vinder stort gadeløb i Monaco og sætter dansk rekord



17-årige Axel Vang Christensen fra FIF Hillerød har længe haft kurs mod en stor international løbekarriere. I weekenden satte han yderligere trumf på ved at vinde et stærkt besat landevejsløb i Monaco. Samtidig satte han ny dansk seniorrekord i 5 km landevejsløb. Det er første gang, at seniorrekorden er sat af en juniorløber.

– Jeg har haft løbet i tankerne, siden jeg vandt EM i cross, og jeg har trænet rigtig godt i løbet af januar. Det har givet en masse selvtillid, siger Axel Vang Christensen over telefonen til Frederiksborg Amts Avis fra Monaco.

Axel Vang Christensen følte at formen var til en klækkelig forbedring af den rekord Thijs Nijhuis satte i fjor i selvsamme løb med tiden 13.48 minutter.

Men udgangstempoet var ikke særlig højt i søndagens løb. De første tre kilometer blev løbet til en forventet sluttid over den danske rekord.

Men efter tre kilometer foretog den den tidligere U23 verdensmester i triatlon, franske Raphael Montoya, et kraftig ryk.

– Jeg var hurtig til at følge efter, siger Axel Vang Christensen.

Også svenske Vidar Johansson gik med. De fulgtes ad indtil Axel Vang Christensen satte et nyt ryk ind.

– Jeg fik et hul på fem-ti meter, fortæller Axel Vang Christensen.

Det forspring forsvarede han frem til målstregen på Monacos elegante havnepromenade. Franskmanden kom i mål et sekund efter på andenpladsen med svenskeren som nummer tre.

Vindertiden lød på 13.42 minutter. En forbedring af den danske rekord på seks sekunder.

– På forhånd følte jeg, at jeg havde en tid på 13.30 i mig, men de første tre kilometer blev løbet lidt langsommere, end jeg havde forventet, siger Axel Vang Christensen, der er lykkelig for resultatet.

Han var i går på vej hjem mod Hillerød. Den kommende tid står på skolearbejde og grundtræning i FIF Hillerød med øjnene stift rettet mod forårets og den tidlige sommers store opgaver.

– Første opgave bliver 10 kilometer på landevej i april. Derefter retter jeg fokus ind på banesæsonen, siger Axel Vang Christensen.

Det store mål er EM i München, hvor Axel Vang Christensen håber at kvalificere sig i 3000 meter forhindringsløb. Det kræver dog en forbedring af hans personlige rekord på 12 sekunder. Kvalifikationskravet er på 8.30 minut.

– Der skal skæres noget af, men jeg håber at klare det i løbet af maj-juni, siger det 17-årige stortalent.

Jacob Sommer Simonsen fra AGF blev næstbedste dansker som nummer seks, mens Joel Ibler Lillesø fra Bagsværd udgik efter at have ligget med i front de første tre kilometer.


Skrevet af René Larsen (sn.dk)