I weekenden 9.-10. februar 2019 tog Axel Vang Christensen (D15) og Markus Nederschier
(D14) sammen med træner Nicolaj til indendørsstævnet Atleticumspelen i
Malmø.
Markus løb 60 m lørdag, hvor han med tiden 8,13 sek. tangerede sin personlige rekord.
Søndag startede Markus ud med længdespring, hvor han med meget flotte
planketræf blev belønnet med en ny PR på 4,73 m. Efter et kort hvil stod
den på 200 m, som Markus havde set meget frem til. Indendørs PR'en på
26,33 sek. var sat i Ballerup et par uger tidligere, men Markus ville
gerne under de 26 sekunder, og det kom han. Løbende på bane 3 gav han
alt hvad han havde, og vandt B-heatet i flotte 25,83 sek.
Nogle
timer senere var det tid for Axel, der her skulle konkurrere på 1000 m.
Distancen er noget kortere end hvad Axel har løbet gennem den seneste
tid, men formen indikerede, at en dansk rekord var inde for rækkevidde.
Axel skulle forsøge at slå tiden 2.45,52 min.
Med i løbet var to
af Axel's største konkurrenter gennem årene: Lucas Ravn fra Sparta og
Albin Øberg fra Sverige. Axel var topmotiveret.
Da startskuddet
lød gik en løber fra Malmø frem i et meget hårdt tempo. Axel var nede på
4. pladsen, men fik efter ca. 100 m arbejdet sig op på 2. pladsen, og
optog forfølgelsen af Malmø-løberen, der havde nogle meters forspring.
Efter 475 m i front gik Malmø-løberen dog lidt i stå, og kunne hurtigt
se Axel suse forbi. Axel opbyggede snart et forspring på omkring 30 m,
der kun blev formindsket en smule på sidste omgang, hvor Albin gav de
sidste kræfter. Ingen kunne dog nå Axel.
I en flot sejr krydsede
Axel målstregen i rekordtiden 2.42,13 min. Ud over at være dansk rekord
for D15, så er tiden ligeledes rekord i U18 og U20. Ganske imponerende!