DMU 2. dag
Endnu en dansk ungdomsrekord til Axel

Igen i dag blev der leveret flotte og imponerende præstationer af atleterne fra FIF Hillerød Atletik.

Ida Palbo var igen på banen - denne gang på 800 m, hvor hun med tiden 2.34.39 min satte personlig rekord med over 1 sekund.

Anna Katrine Larsen deltog i længdespring i gruppen P17, hvor det med gode planketræf blev til et spring på 4.52 m.

For Axel Vang Christensen bød dagen først på 800 m. Distancen er meget uvant for Axel, der normalt løber noget længere distancer, men Axel var ikke bleg for at prøve kræfter med de hurtige 800 m løbere.

I løbet af året har Luis Maillet fra Sparta været den stærkeste på distancen, og især hans hurtige afslutning har været frygtet af konkurrenterne. Axels chance var at lægge ud i et voldsomt tempo og gøre løbet så hårdt som muligt. Konkurrenterne skulle virkelig kunne mærke syren i benene, når de nærmede sig opløbsstrækningen. Axel gjorde som aftalt og rundede første omgang på 58 sek. i front af feltet. Luis var blot et par få meter efter, og ved 600 m mærket kom han helt op til Axel og fulgte ham frem til udgangen af sidste sving. Alle ventede nu at Luis ville slå til med sit frygtede kick, men planen virkede - kicket udeblev, og Axel kunne med sammenbidte tænder øge sit forspring ned langs opløbet. Helt fænomenalt krydsede han målstregen som vinder i den meget flotte tid: 1.58.17 min. En tid som placerer ham som nr. 5 på den danske alletiders liste for gruppen D15. Luis blev ligeledes belønnet for et flot løb med en tid under 2 min, og en ny PR med knap 2 sekunder.

Axel hvilede nu frem til sidst på eftermiddagen, hvor 3000 m løbet blev afviklet. Det blev aftalt, at Axel bare skulle løbe i sine almindelige løbesko, og der ville ikke blive givet mellemtider. Axel skulle bare løbe på følelsen.

Efter startskuddet kom Axel hurtigt ind i et godt flow med en fin fart, der dog dalede lidt mod slutningen - 800 m løbet sad stadig i benene - men sejren kom sikkert i hus i den imponerende tid: 8.33.83 min. En forbedring af Axels egen danske ungdomsrekord med lidt over 6 sekunder.